Blog 11. Balancebommen – lige-ud-retning.

Balancebommen – lige-ud-retning.

Det burde være unødvendigt på nuværende tidspunkt at minde om, at alt der er behandlet i de foregående blogs selvfølgelig skal bruges her.

Balance er utroligt vigtigt for hesten, for at den kan arbejde korrekt under rytteren. Nogle heste reagerer på ubalance ved at løbe stærkere andre ved at gå i stå.Dertil kommer at de også kan gå på 2 spor eller slingre af sted.For at balancere hesten, er det vigtigt man kan styre skuldrene helt nøjagtigt. Kan man ikke styre hestens skuldre, kan man ikke styre hesten.

Tempoet

Der er flere måder at gribe det an på. Lad os starte med en af de simpleste.Forestil dig, at der er tegnet en streg i ridebanebunden ca 1 m fra hovslaget. Nu er øvelsen at holde hesten nøjagtig på denne linie. Start i skridt på en 18 m volte.  Det er lettest at mærke, om hesten har skuldrene på plads på cirkelvolten. Når man har forfinet sin følelse af hestens balance, skulle det være let at ride ligeud.

Mærk efter om hesten er uden for, inden for eller på linien. Det du mærker er, om hesten skyder skulderen ud eller ind i forhold til linien i ridebanebunden. Det er vigtigt her, at hesten får lov til at bestemme tempoet. Selvfølgelig skal den ikke gå i stå, men den vil ofte sætte farten ned, fordi det er nyt for den at blive bedt om at gå i balance. Hvis du kommer balancerende med en bakke fuld af høje glas med drinks, er det så klogest at sætte farten op, hvis du er ved at miste balancen?

For at korrigere hesten når den er udenfor stregen, presser du med hele indersiden af udvendige lår. Det er her vigtigt, at du ikke roterer i kroppen. Mange ryttere trækker også instinktivt i indvendige tøjle, hvilket får hesten til at dreje hovedet ind i volten og skuldrene fortsætte endnu mere ud af volten.Hvis hesten ikke reagerer for presset af dit udvendige lår, kan det være nødvendigt at støtte i udvendige tøjle.Det kan umiddelbart virke forkert – men tænk på, hvad der skete, da du trak i indvendige tøjle: hesten bøjede hovedet ind i volten og kroppen fortsatte ud af volten. Så nu gør du det modsatte: lægger udvendige lår til hesten og støtter i udvendige tøjle.

Nu gælder det om at stoppe hjælpen på det rigtige tidspunkt, så hesten ikke fortsætter med at skyde indvendige skulder og ender på den anden side af stregen. På stregen lægges begge lår til, så de danner en smal korridor som forhindrer hesten i at bevæge sig uden for stregen. Når du således har hesten i balance, vil du tydeligt mærke, at den bliver anderledes at sidde på, og at skridttakten bliver forandret. Når du kan ride på linien på cirkelvolte, prøv så at ride lige ud.Næste trin er samme øvelse i trav og galop. Først på cirkelvolte senere ligeud.

Bagbenenes placering

Du kan også forestille dig, at du skal holde hesten på en balancebom, magen til den der bliver brugt i gymnastik for piger. Hvis du synes, du kan holde skuldrene på plads, kan du begynde at mærke efter bagbenene. Er de på bommen eller nede til højre eller venstre? Du kan ligeledes prøve, om du kan mærke, hvordan hesten er i ryggen. Hesten kan ikke bøje rygraden fra side til side fra manken til krydset. Den roterer ryghvirvlerne i forhold til hinanden. Det skal forstås på den måde, at ryghvirvlerne i enderne roterer mest – dog hver sin vej. Hvis forenden roterer til højre, roterer bagenden til venstre. Dette kan mærkes ved at hesten læner sig til en af siderne. Prøv om du kan mærke denne rotation og korriger, så hesten er lige hele tiden. Måske kan det hjælpe at forestille sig, at der er en pæl placeret lodret ned gennem hvert af hestens ben. Dit job er at holde disse pæle fuldstændig lodrette og parallelle.

Hele hesten

Den mest avancerede øvelse med at balancere hesten, er at forestille sig en af de store bolde (ca 70 cm i diameter), man kan bruge til bl.a Pilates, placeret i hesten lige under sadlen. Dit job er nu at balancere på bolden og holde den helt oppe under dig hele tiden. Hesten vil prøve at trække den væk under dig i alle retninger. Den kan smide bolden frem og dermed gå på forparten. Den kan presse den nedad og dermed sænke ryggen, og den kan smide bolden til siderne, når den skyder skuldrene. Endelig kan hesten også smide bolden bagud, når den slår op med hovedet.

For at give variation til disse øvelser er det en god ide også at øve små slangegange – 3 stk ned af langsiden på en 40 m bane. Rid 1 m ind for hovslaget og ud igen.

Dette arbejde vil, hvis det gøres konsekvent, have en næsten mirakuløs virkning på hesten. Pludselig er det muligt at lave øgninger, overgange og sidebevægelser. Hav tålmodighed og gør arbejdet grundigt, for det giver virkelig bonus.

Husk at det altid er godt at have en hjælper på jorden – især når du øver ligeudretning. Det er noget af det vanskeligste at fornemme på egen hånd.

Share Button
 / Comments Off on Blog 11. Balancebommen – lige-ud-retning.  / in Blog

Comments are closed.