Nedsidning i trav er nok den mest vanskelige bevægelse for en rytter at udføre korrekt.
Der er meget, der skal koordineres og muskler, rytteren skal træne, for at gøre det mest behageligt for hesten.
Tro ikke, at det, der føles bedst for dig, også automatisk er det bedste og behageligste for hesten!
Men når du har fundet rytmen og har fået styrken, bliver det lettere, end noget du har prøvet hidtil, din hest vil kunne arbejde frit under dig og du vil aldrig vende tilbage til din gammelkendte nedsidning!
Hvis vi forudsætter, at du har læst og udfører ridemetoderne fra blog 1-7, så skulle du nu være klar til nedsidning, som i denne blog kun belyses på basisuniveau. Hver eneste rytter har nemlig sit eget bevægelsesmønster, som ofte kræver individuelle hensyn.
Inden opstart er der nogle grundprincipper, som først skal nævnes:
Nedsidning er som en slags letridning, bare i en mindre udgave og med lodret overkrop.
Dvs man holder kropsvægten i spændstige lår, der har kontakt til sadlen, er let i sædet, holder beardown og er let i stigbøjlerne.
Når man så rider frem i trav, er det vigtigt, at man ikke “wupler” i lænden – altså at lænden er fuldstændig stabil og ikke vipper frem og tilbage.
Det er således hofteleddene alene, der skal opfange hestens bevægelse. Man kan måske forestille sig, at der en stang inde i kroppen, helt ned fra dit sæde og til toppen af dit hovede – dette er mere for at anskueliggøre, hvor stille din lænd og krop skal være.
Hele bevægelsen foregår op og ned – ligesom når man hopper i vejret – eller ligesom når man hopper på en gammeldags hoppestylte. Bemærk, hvis man ser en grand prix rytter bagfra, så går skuldrene op og ned. Hvis ikke de gør det, er det fordi hestens bevægelse i stedet bliver opfanget i lænden, hvilket er den eneste måde, hvorpå skuldrene kan forblive stabile. Disse ryttere sidder heller ikke ret stille.
Billedet af en svupper – sådan en man bruger til at få en tilstoppet køkkenvask til at fungere – der går op og ned og suger hestens ryg med op i opbevægelsen er også god, fordi den også trykker overkroppen sammen, så den bliver kortere. Dette gør “coren” stærkere i modsætning til den udstrakte overkrop, der fokuserer kræfterne oppe i brystet og skuldrene.
Vær ikke bange for, at det i begyndelsen kan virke, som om man hopper i sadlen, som en nybegynder – dette er fordi du mangler styrke, rytme og rutine. Hvis du føler, det er svært, så inddel din trav i små sekvenser, hvor du traver langsomt og går i skridt, når du mister takten eller styrken. Det vil komme i takt med, at din styrke og rutine opbygges – jeg kan her indrømme, at det tog mig det meste af et halvt år at komme til og sidde på min hoppe, den havde godt nok et stort rygsving – men der er stor forskel på, hvor længe det tager, flittig træning gør meget hertil. Det er sværest for kvinder over 30 år, der har lidt på sidebenene og har fået børn. Men selv det kan lykkes – det ved jeg af erfaring!
Men mange af de unge sportstrænede piger har nemt ved omstillingen.
I RWYM teknikken taler vi også om et “mantrap”. Det beskriver travens bevægelse i hestens ryg, hvor den er længst nede. Hvis rytteren kommer til at sidde helt nede i dette mantrap, vil man uundgåeligt komme til at “wuple” og ikke føle, at man kan følge hestens bevægelse, man får ligesom et skub op i rumpen. Derfor gælder det om at undgå dette dybe sted – altså inden man kommer derned, skal man tage opbevægelsen, være hurtigere op.
Dette kaldes også timing af bevægelsen, som gør, at når du mestrer dette, sammen med dit beardown og plugin, vil du kunne sidde meget stille. Fig. 1.
Fig. 1. Det er vigtigt, at rytteren ikke kommer til at sidde i mantrap’en, men kommer hurtigere op ad sadlen i et hurtigere tempo, end hestens op og ned bevægelse.
Jeg kan også nævne “sling shot”, en slangebøsse, som især er en god hjælp til springryttere. Her forestiller man sig, at knæene er selve slangebøssen, lårene er elastikken på slangebøssen og sædebenene er stenen, der er spændt bagud. Så har man en elastisk position, hvor sædet forbliver bagud i sadlen og påvirker hesten korrekt. Derved bliver lårene også en slags “buffere”, som gør, at man sidder mere fast i sadlen. Fig. 2.
Fig. 2 “Slingshot” princippet bevirker, at man er smidig i sadlen og samtid dækker så meget sadel, som muligt.
Samtidig er det vigtigt, at selvom man sidder let, at man dækker så meget sadel som muligt. Det er også vigtigt, at man ikke popper op bagtil, at man beholder “støttehjulene” i hjørnerne af sædet og derved får størst mulig indflydelsesflade.
Fig. 3. Bedre knæ og lårkontakt opnår man ved at tænke kalveknæ i stedet for hjulben.
Lårene skal have en fast forbindelse til sadlen – dette kan man bedre få, hvis man ikke har “cowboy-hjulben”, men i stedet anvender “teenager-kalveknæ”. Fig. 3. Hvis man har svært ved at sidde let i sadlen, kan man forestille sig, at man hænger i en babygynge, der er fastgjort oppefra – og således kan blive lettere i sadlen. Det gælder om at sidde let, stille, vægtløs og spændstig og dermed genere hestens ryg så lidt, som muligt.
Der er forskellige muskelgrupper, som er nyttige og nødvendige for at blive rigtig god. Vi har en muskelgruppe, som er den lave beardown, som sidder i under bikinilinien og spændstiggøres, som den øvrige beardown. Der er trekanten bagpå ovenover numsen. Vi har muskelgrupperne i siderne, der udgør en boks. Altsammen muskler, som er med til at stabilisere kroppen, mens den følger hestens power. Dette er teknikker, som den mere øvede RWYM rytter vil stifte bekendtskab med hen ad vejen.
Man kan her læse, at det ikke er helt ligetil at komme til at sidde som en grand prix rytter, selvom det er vores mål. Men jeg har lavet rytter, der ved landsstævne blev kaldt til dommeren og rost for sit flotte opstilling. Hun blev belønnet med et 9-tal. Desuden skal man også tænke på, at selv topryttere og verdensmestre stadig kan lære noget og blive bedre. Som Mary Wanless siger: “ hver øvelser kræver 10.000 gentagelser, før det sidder på rygraden”.
Held og lykke med arbejdet og glæd dig til næste blog, der kommer til at omhandle gangarten galop.
Inger Recht, RWYM underviser
